Kronprinsesse Mette-Marits brudekjole

Kronprinsesse Mette-Marit skabte mode
Den 25. august 2001 så vi en brudekjole, som var helt usædvanlig smuk og enkel. Da Mette-Marit Tjessem Høiby sagde ja til Norges Kronprins Håkon i Oslo domkirke, gik der et suk af betagelse gennem hele kirken.

Designer Ove Harder Finseth og syerske Anna Bratland havde i samarbejde med bruden skabt en klassisk elegant brudekjole inspireret af dronning Mauds kjoler.

Nu mange år efter er det helt tydeligt, at der dengang blev skabt en trend, som endnu holder.

Designprocessen er lang
Tidligt på året fik Silkehuset en meget diskret henvendelse fra den norske kongefamilie, som skulle bruge en kraftig og tung helsilke.

Fra Kina’s Jiangsu provins hentede vi med fly en stor rulle ufarvet silke crêpe de chine, som blev sendt videre med skib til Oslo. På systuen gik Anna Bratland straks i gang med at special-indfarve de mange meter, og efter flere forsøg lykkedes det at ramme den rette ecru nuance, som understreger brudens nordiske og lyse skønhed.

Først da kunne tilskæringen begynde, og efter mange prøvninger i systuen på slottet kunne bruden glæde sig over, at den helskårne kjole med korsetliv sad perfekt på hendes slanke skikkelse.

Overdådige mængder af fransk silketyll
Kjolen og det to meter lange slæb blev dernæst draperet med 125 meter af det blødeste franske silketyll i samme nuance.

Brudesløret var et helt lille eventyr for sig. Med sine seks meter er det meget længere end kjolens slæb. Men alligevel så let, at bruden kunne fastgøre det til sin frisure. På de polerede stengulve i domkirken og de bonede parketgulve på slottet, svævede sløret let som et dun.

Men på de røde løbere blev det tungt at trække, og Kronprins Håkon måtte flere gange træde hjælpende til. Under brudevalsen havde Kronprinsesse Mette-Marit naturligvis det lange brudeslør over venstre arm.